I går hadde dramatiseringen av Roy Jacobsens De usynlige urpemiere på Hålogaland teater i Tromsø. Rett før premieren spurte jeg Roy Jacobsen om han hadde et favorittdikt. Han nevnte flere, bl.a. noen av William B. Yeats, men så kom han på et dikt som Erik Fosnes Hansen leste for ham, og som Roy filmet på sin telefon på Cappelen Damms høstfest i fjor. Fosnes Hansen deklamerte det i sin helhet, og jeg så det på Roys telefon før teatret i går. En stor opplevelse.
«Stenen» fra debuten i 1909
Olaf J. Bull (1883 – 1933) var en av de betydelige norske dikterne tidlig på 1900-tallet. Hans mest kjente dikt er «Metope», som innledes med den kjente setningen: «Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast!»
Ukas dikt er «Stenen». Det er et vakkert og flott dikt fra Olaf Bulls debutsamling Digte utgitt i 1909. Man kan godt forstå hvorfor det rører to av våre beste forfattere i vår tid:
STENEN
Jeg var i den yderste evighed,
bagom de synlige fjerners brand –
da var det, at nogen imod mig skred
frem paa en ukjendt stjernes rand.
Nogen, som bøiet sig frem og lo
bag slør, som hyllet dens hoved til,
og holdt en sten i sin ene klo
og hviskede kold og mild:
«Jeg slipper en sten i himmelrunden,
den golde sten, jeg her dig tér;
i næste sekund er den forsvunden;
den aflader aldrig at falde mer.
Begriber du, usle, hvad jeg gjør?
Jeg drypper en faldende sten i dit sind;
jeg saar i dit væsen en uro ind,
en uro, som aldrig dør.
Hvorhelst du forbrænder i lysets haller,
i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske –
Stenen, som samtidig falder, falder
i ødets mulm, skal du huske»
– – –
Og billedet brast, og jeg sænkedes ned,
ned paa min seng – jeg vaagnet i sved;
i bølger av iskold stjernedugg
hamret mit hjerte, hug i hug –
Men drømmen forblev i mit hjertes nat;
fra ungdom til moden alder
søgte mit sind forgjæves at gribe
den sten, som bestandig falder –
